BWEB_Bacharach_2 (1).jpeg

Burt Bacharach – manden med de magiske melodier

17. maj 2018

Når Burt Bacharach giver koncert, er det med hele tre sangsolister i front. Og de har noget at leve op til, for når vi genkalder os hans største hits, er det med lyden af kunstnere som Tom Jones, Dionne Warwick, Aretha Franklin og Dusty Springfield i ørerne. Men orkesterlederen har valgt sine folk med omhu.

Af Jørgen Nielsen

”De er gode!” forsikrer han over telefonen fra Los Angeles. Selv vover han dog også pelsen: ”Når sandheden skal frem, så er jeg primært komponist og arrangør, og jeg synger ikke selv før langt henne i koncerten, fortæller Burt Bacharach, og fortsætter med et lille grin: ”Det skyldes, at jeg godt vil have, at publikum er velvilligt indstillet, før jeg åbner munden! Ikke fordi jeg synger så dårligt, og der er også noget ægte over, at en komponist sidder ved pianoet og synger sine egne sange. Men jeg vil altså gerne have folk over på min side, inden det sker!”

Burt Bacharach har gennem seks årtier leveret fantastiske sange til mange vokalister og har derigennem været med til at kickstarte store sangkarrierer. Selv har han kun sjældent ladet sig indspille: ”Der var et A&M album, Something Big, hvor man kan høre mig synge; vi havde en tekniker, der fik mig til at lyde godt – og bedre end jeg nogensinde vil komme til at lyde!”

Hvorfor gør jeg det?
Få dage inden dette interview har Burt Bacharach optrådt med Pittsburgh Symphony Orchestra, hvor han medbragte nogle af sine egne musikere foruden de tre sangere, som vi også kommer til at opleve i Aarhus: Josie James, Donna Taylor og John Pagano.

”Det er et pragtfuldt symfoniorkester, men båndene er mere snærende, end når jeg spiller med mit eget band. Her har vi mere plads til at strække ud og fordybe os. Med symfoniorkesteret har du halvanden time, og hvis der også skal være tid til at kommunikere med publikum mellem numrene, løber tiden let fra én”, lyder det fra manden, der i sit lange liv har skabt så meget musik, at han ville kunne spille i ugevis uden at gentage sig selv.

”Jeg ønsker at have kontakt med publikum og samtidig have tid til at spille en masse musik, både ældre og nyere, som f.eks. noget af det, jeg har skrevet sammen med Elvis Costello”, fortæller Burt og løfter dermed lidt af sløret for, hvad vi kommer til at opleve i Aarhus.

”Hvorfor gør jeg så stadig det her, kunne du spørge”, siger manden, hvis musik har været en del af lydsporet for generationer, og som i en alder af 90 stadig skriver ny musik hver dag – når han altså ikke turnerer.

 ”Jeg sidder her i mit hus i det smukke Pacific Palisades. Jeg kan sætte mig til flyglet og arbejde med nyt materiale, inden jeg går ud til poolen igen. Men betingelserne for at skabe musik har forandret sig med den digitale revolution. Kan man overhovedet komme ud med sin musik, og hvis man udgiver noget, vil det så holde længere end to uger? Bands som Chicago, Earth Wind & Fire og Eagles indspiller ikke længere plader. Tidligere turnerede man for at promovere en ny udgivelse. Nu turnerer man med sit gamle materiale for at have noget at leve af. Og det forstår jeg! Selv synes jeg da, at det er dejligt, at folk stadig vil booke mig til koncerter rundt om i verden, selv om rejseriet kan være anstrengende.”

Musik og politik
Burt Bacharach er født ind i en jødisk familie i 1928. Han har oplevet næsten et århundredes verdensomspændende konflikter, ufred og disruption. Hans sprøde stemme bliver alvorlig:

”Virkeligheden her i landet er, for mig at se, så fucked up, så vanvittig under denne præsident. Hver dag er kaos. Hvem bliver nu anklaget, hvem bliver nu fyret? Han har ingen interesse for at beskytte vores land, er helt uden empati og tænker kun på sig selv. Ovre i Danmark må I synes, at vi er en dårlig joke! Hvis du har ren samvittighed, fyrer du ikke de mennesker, der er sat til at undersøge anklagerne mod dig! Men i stedet for at snakke mere om dette, kan jeg fastslå, at arbejdet med musik hjælper mig til at bevare forstanden, og efter jeg har talt med dig, vil jeg arbejde videre på et nummer, jeg begyndte på i går aftes efter at have sundet mig efter Pittsburgh-koncerten. Mine følelser omkring at skabe musik er, at det får mig til at falde til ro, føle mig relevant og have det godt, og hvis det kan smitte af på andre, er jeg glad. Her kommer jeg med en stak musik og spiller for jer i et par timer, og jeg ved godt, at verden er grusom og kompleks, men hvis jeg kan agere doktor og skabe glæde, om så bare for en stund, så føler jeg, at jeg gør nytte.”

Det bør dog ikke komme bag på nogen, hvis koncerten under Aarhus Jazz Festival også byder på kommentarer om ”The Donald” og hans kalamiteter.

Ros fra Miles Davis
Som helt ung sneg Burt sig med falsk ID ind i jazzklubberne på New Yorks 52. Street og lyttede til Basies, Dizzys og Tadd Damerons bigbands og Modern Jazz Quartet. Det blev dog ikke til en karriere som fuldblods jazzmusiker, men alligevel opnåede han noget nær et ridderslag, da Miles Davis sagde til ham: ”Hey, that song Alfie, that´s a good song.”

”Det var altså selveste Miles, der sagde det, og hvis jeg nogensinde har haft behov for anerkendelse, så fik jeg den dér”, ler Burt over telefonen fra sit musikværelse, hvor der netop hænger et stort portræt af Miles Davis.

”For nylig genoplevede jeg den ægte jazzklubstemning, da vi spillede nogle dage i træk i Seattle-klubben Jazz Alley, hvor der er plads til et par hundrede. Det handler jo om musik, ved du, og jeg har det rigtig godt med den nærhed, der opstår, både blandt musikerne på scenen og i forhold til publikum.”

Det var dog i en anden rolle, at den unge Burt kom ud at opleve den store verden. Som 28-årig blev han akkompagnatør og orkesterleder for den tyske verdensstjerne Marlene Dietrich:

”Det var en måde at opleve verden, men musikken var frygtelig”, ler han. ”Men Marlene forgudede mig, og jeg kunne kombinere jobbet med mit arbejde som leverandør af sange til forskellige andre yngre kunstnere.”

Burt Bacharach har ofte været fristet af tilbud om at arbejde fast som arrangør i Europa, hvor blandt andet jazzmusikken har haft bedre vilkår end i USA, men det er aldrig blevet til noget.

”Jeg fortryder ikke noget i mit liv. Det skulle da lige være, at jeg endnu ikke har indspillet med Alicia Keys!”

En spand af tårer
Til gengæld har andre berømtheder stået i kø for at indspille Burt Bacharach-melodier, og ét samarbejde vil han gerne fremhæve:

”Prøv at lytte til albummet Isley Meets Bacharach med soulsangeren Ron Isley. Han ville blandt andet gerne synge Raindrops keep fallin´ on my Head, og det kunne jeg ikke forstå, men da jeg hørte hans version af den, så gav det mening.”

Til gengæld er han ikke begejstret for, hvad der i 1968 lød som et Match made in Heaven: at lade Stan Getz lave et album med Burts bedste:

”Stan spillede, som om han kun gjorde det for pengenes skyld, så det blev ikke en god plade”, konstaterer komponisten med let ærgrelse.  

Den musik, Burt Bacharach arbejder på lige nu, er del af et samarbejde med produceren Billy Mann og skal bruges til et show til fordel for børn med autisme. De medvirkende er Sheryl Crow, Neil Young og Stephen Stills, der ligesom Burt selv har haft lidelsen tæt inde på livet. En anden begivenhed i nærmeste fremtid er 90-års dagen 12. maj. Men dagen forinden sker der noget endnu større i hans liv:

”Jeg skal overrække min datter Raleigh på 22 hendes eksamensbevis, samtidig med at jeg modtager en æresdoktorgrad på University of South Carolina. Det bliver en følelsesmæssig rutsjetur. Jeg får brug for en spand til alle tårerne!”

”Min søn Oliver på 25 rejser med mig på turnéen som keyboardspiller, og det er også en fantastisk måde at være far og søn. Jeg har været heldig sent i livet atter at blive velsignet med børn, og man lærer at behandle dem anderledes, end da man var 35 og bare jagtede hitlisteplaceringer. Jeg har taget mig tid til dem. De har en gammel far, men det kan de jo ikke gøre for!”

Når Burt Bacharach og hans band runder Musikhuset med et lille udpluk af hans store produktion, er én ting sikker: Ekstranummeret vil være That's what Friends are for.

Se mere om Burt Bacharach-koncerten og køb billetter her.