BWEB_K1P4171dcs.jpg

Musical med 180 i timen

16. august 2018

Endelig mødes de på scenen. Sicilia Gadborg og Silas Holst spiller hovedrollerne, når Flashdance – The Musical indtager Store sal. Det bliver et længe ventet møde mellem den musicalerfarne Silas og Sicilia, der har støvet danseskoene af til sin første store musicalrolle.

Det bliver et stort musicalår i Musikhuset. Med både Tarzan og Flashdance på programmet er der lagt op til store oplevelser for alle musicalglade danskere. Silas Holst vender tilbage til scenen, hvor han tidligere har begejstret publikum i Saturday Night Fever og Dirty Dancing. Det bliver alle gode
gange tre med endnu en ikonisk dansefilm i form af Flashdance – The Musical, der til og med har Danmarkspremiere, når Store Sal igen forvandles til en stor dansefest.

”Jeg glæder mig. Jeg elsker at være i Musikhuset, og det er ikke bare noget, jeg siger. Jeg elsker også at være i Aarhus, byen er vidunderlig. Det er fedt at være hele holdet samlet i Aarhus, hvor man er væk fra den daglige trummerum. På den måde er der nærmest lejrstemning,” siger Silas Holst om sin kommende udflugt til Smilets by.

Med på turen er Sicilia Gadborg, der er det nye musicalnavn på den store scene. Talentet er der ikke tvivl om, for hun modtog Reumerts Talentpris i 2015. ”Det fedeste er, at jeg skal spille over for Sicilia! Hun er vidunderlig! Jeg synes, hun er dygtig, og hun er en af de få kvinder i Danmark, der kan spille den rolle til UG med kryds og slange. Det er godt set af holdet bag, at hun skal spille den rolle.

For at blive klar til rollen som Alex Owens er hun gået i intens dansetræning. Men hun har ikke været nødt til at starte fra scratch. Som ung gik Sicilia Gadborg til ballet: ”Da jeg var barn, ville jeg gerne være danser, og dansefilm var mine yndlingsfilm. Især Flashdance, fordi det er en sej historie om en pige, der ikke er nogen typisk pige. Jeg kan finde en masse af hendes drivkraft i mig selv,” siger hun.

Flashdance er fortællingen om den unge kvinde Alex Owens, der tjener til dagen og vejen som svejser, men går med drømme om at blive danser. En drøm som hendes chef, Nick, der spilles af Silas Holst, hjælper hende med at forfølge.

Flashdance blev en af firsernes ikoniske dansefilm. Filmen var dobbelt Oscar nomineret i kategorien Bedste originale sang, hvor Irene Caras kæmpehit What A Feeling vandt statuetten foran sangen Maniac, som også var på filmens soundtrack.

”Flashdance giver et nostalgitrip for dem i min generation og generationen før. Det er som at komme tilbage til 80’erne og så er fortællingen vidunderlig. Den passer godt til tiden med en stærk kvindelige hovedrolle, der ikke tager nej for et svar og følger sin drøm,” siger Silas Holst.

ENDELIG PÅ SCENEN SAMMEN
Det bliver første gang Silas Holst og Sicilia Gadborg mødes på scenen. De har tidligere været en del af samme forestilling i en opsætning af Grease, men Silas’ Danny Zuko og Sicilias Frenchy var aldrig på scenen samtidig. Ikke desto mindre befinder de to hovedrolleindehavere sig allerede godt med hinanden.

”Der er god kemi, holdet er fyldt med søde mennesker, og jeg har det rigtig godt med Silas. Vi kan virkelig gejle hinanden op,”
siger Sicilia Gadborg og møder opbakning fra Silas Holst.

”Det bliver dejligt at kunne sige replikker til hinanden, for vi har det virkelig dejligt sammen. Og så kan hun bare danse!” siger han og tilføjer: ”Folk skal glæde sig, der er masser af musik, og det bliver et show med 180 i timen!”

Flashdance – The Musical har danmarkspremiere i Store Sal den 20. april 2019.

Køb billetter her